Tusindvis af unge vil be’ for forfulgte kristne

Om to weekender vil tusindvis af unge samles over hele verden for at bede for forfulgte kristne. Også unge i Danmark vil være med til at sende en ’bølge af bøn’ for de forfulgte kristne.
Da forældrene til 17-årige Nurta fandt ud af, at hun var kristen, blev de så rasende, at de forsøgte at få deres datter til at fornægte sin nyfundne tro ved at binde hende til et træ om dagen og lukke hende inde i et lille, mørkt rum om natten.

To piger beder kreativ klodsmajorsbøn på Åbne Døres nylige ungdomslejr om forfulgte, Camp P.

Men Nurta ville ikke fornægte sin frelser. Ligesom millioner af andre kristne, valgte hun at følge Jesus, lige meget hvad det ville koste.
Det lykkedes hende senere at flygte fra sine forældres tortur til andre slægtninge i en anden region af Somalia. Men før jul blev hun skudt i hovedet og brystet af ukendte gerningsmænd. Formentlig af familien eller andre, der handlede på familiens vegne. Et såkaldt æresdrab.
Nurta Farah er blot en af mange kristne, som forfølges på grund af deres kristne tro. 80 procent af dem, der forfølges på grund af deres tro, er kristne. Og 60% af disse kristne er unge under 18 år – ligesom Nurta.

En bølge af bøn

De forfulgte har brug for vores forbøn, mener Åbne Døres Unge, som står for arrangementet Shockwave, der i weekenden 4.-6. marts vil få så mange unge til at bede, at det vil skabe en bølge af bøn over hele verden.
”Man kan simpelthen bede lige dér, hvor man er. Man kan bruge tre minutter, tre timer eller alle tre dage i weekenden”, siger Maria Skadkær, ungdomssekretær for Åbne Døres Unge i Danmark.
Nogle steder i landet vil der være arrangementer som i Holstebro, hvor der om lørdagen vil være lovsang, vidnesbyrd og bøn for de forfulgte kristne. Andre steder vil unge samles i cellegrupper for at bede. Men man kan også selv gøre det. Alt der skal til, er, at man vil bede.

Bønnen virker

Og den verdensomspændende bøn er noget, der kan mærkes hos de forfulgte kristne, forklarer Maria Skadkær.
”De kan virkelig mærke kraften og opmuntringen. Det er de vidnesbyrd, vi får tilbage”, siger hun og forklarer, hvor vigtigt det er, at kristne beder for hinanden.
”I Bibelen står der jo, at vi er ét, og hvis vi er ét, så har de forfulgte brug for os, og de har brug for vores bøn. Og hvis vi er ét, så har vi faktisk også brug for dem”, siger Maria Skadkær. ”Jeg synes det var ret rørende at opleve, da jeg var på Cuba, at de kristne dernede siger: ’Vi beder så meget for jer kristne i vesten, og vi kan se alle de udfordringer, I har ved at leve i et verdsligt samfund.’ Så de beder virkelig for os, og jeg tænkte bare wow! Men de har virkelig også brug for, at vi beder for dem.”

”Unge gennem hele Europa vil den 4.-6. marts bede for de forfulgte kristne. Du kan skrive dig selv eller din cellegruppe på kortet på Åbne Døres hjemmeside.”
Hvad skal man bede om?

Åbne Døre udarbejder hvert år en liste over de 50 lande, hvor kristne forfølges mest. På førstepladsen ligger Nordkorea, hvor op mod 70.000 kristne menes at sidde i arbejdslejr, og efterfølges af Iran, Afghanistan, Saudi-Arabien og Somalia.
Ifølge listen forfølges kristne mest i Nordafrika, Mellemøsten og Asien. Verdensdele hvor livet er meget anderledes fra det, vi kender. Så hvad skal man bede om, når man beder for de forfulgte kristne?
”Det er faktisk lidt overraskende, for som kristen i Vesten tænker man tit over, at man skal bede for, at forfølgelsen stopper. Men det er slet ikke det, de forfulgte beder om”, siger Maria Skadkær og forklarer, at forfølgelsen giver de kristne mulighed for at vidne om deres tro.
Måske ser de det heller ikke som en mulighed, da der i Bibelen står, at ”forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus” (2. Tim 3:12-13).

”Så de forfulgte kristne vil gerne have, at vi beder om styrke, udholdenhed, frimodighed og kraft midt i forfølgelsen, så de kan blive ved med at lade deres små lys blive tændt i mørket”, siger Maria Skadkær.
Shockwave har været holdt i flere år, men det er første gang Danmark deltager i det verdensomspændende arrangement.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kristne er den største forfulgte religiøse gruppe i verden. 80% af alle der forfølges pga. tro er kristne.
Hver eneste dag oplever mere end 100 mio. kristne forfølgelse.
2/3 dele af verdens befolkning lever i lande med begrænset religionsfrihed.
60% af de forfulgte kristne er under 18 år.
Op mod 70.000 kristne i Nordkorea sidder i arbejdslejr.